Beskrivelse af RVHD2 sygdommen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BESKRIVELSE AF RVHD2 SYGDOMMEN

 

 

 

2 BESKRIVELSER AF SYGDOMSSITUATIONEN OG ALT OM SELVE SYGDOMMEN

 

 

Her følger oversættelse fra Sverige af forholdene omkring RVHD2. Der er meget nyttig viden at få i beskrivelserne, så læs det endelig..

 

 

Sygdomsinformation fra formanden for de Svenske Kaninavlerforening, på forbundets hjemmeside –

 

Oversat af Lars Ellyton

 

 

Kaningulsot - RHDV2

 

Man har den seneste tid i medierne kunnet høre om, at der findes en ny type af smitsom kaninvirus ved navnet RHDV2 (Rabbit hemorrhagic disease), også kaldet kaningulsot.

 

Sygdommen, som blev kostateret i Frankrig i 2010, er en muteret form af den hidtidige kendte form RVHD.

 

Sygdommen rammer hverken mennesker eller andre former for dyr. Der har været konstateret tilfælde blandt vilde og tamme kaniner rundt om i Sverige, men udbrud har været størst i områder med store populationer af vildkaniner.

 

Symptomerne er lidt forskellige alt efter hvilket stadie sygdommen konstateres i, men det er normalt at der forekommer blodigt sekret fra næseborene, mistet appetit og en hurtig død.

 

Sygdommen er meget smitsom, og virussen har gode overlevelsesevner udenfor værtsdyret. Den smitter først og fremmeste via organisk materiale, så som blod, afføring, urin og pels, men også via tøj man har på i stalden, skoene, foderredskaber, udmugningsredskaber og andre benyttede redskaber i stalden. Myg og andre insekter udgør formentlig også en stor del af grunden til smittespredningen.

 

Døde dyr bør med fordel brændes, eller begraves dybt, uden mulighed for andre dyr til at kunne grave dem op igen. Forebyggende foranstaltninger er, som altid, at holde god hygiene, at anvende insektsnet i stalden, at undgå grøntfoder hvis du bor i risikoområder, og at undvige områder med mange vildkaniner.

 

Vær altid forsigtig med døde dyr uden tydelig dødsårsag, og såfremt du oplever flere døde kaniner, er det godt at få dødsårsagen konstateret gennem obduktion hos Sveriges veterinärmedicinska Anstalt (SVA). Både ved konstaterede og mistænkte tilfælde er det vigtigt at man holder sig hjemme med sine dyr fra udstillinger og lignende.

 

Netop nu findes der ikke så meget ny information at finde om den nye sygdom. Vi henviser til al den information der findes på SVA´s hjemmeside www.sva.se, og vi anbefaler jer at læse den. Vi følger situationen nøje.

 

Christer Järnede

Förbundsordförande

 

 

 

Kaningulsot (Rabbit hemorrhagic disease, RHD), samt den nye aggressive mutation af denne virus

 

- Sveriges Veterinærmedicinske Anstalts beskrivelse -

 

Oversat af Lars Ellyton

 

Kaningulsot

 

Kaningulsot forårsages af et virus (lagovirus, Caliciviridae) som først og fremmest rammer kaniner. En ny variant (RHDV2) rammer tillige visse harearter.

 

Sygdommen findes i det sydlige Sverige op til det sydlige Uppland, og oftest i sommerhalvåret. Sygdomsforløbet er hurtigt og kaninerne rammes af alvorlige leverskader. Der er anmeldelsespligt ved konstaterede udbrud!

 

Ordforklaring

 

Årsag: lagovirus, Caliciviridae

 

Arter: Først og fremmest kaniner (tamme og vilde), sjældent visse harearter.

 

Spredning: Gennem direkte kontakt, eller gennem smittede emner (for eksempel kaninafføring, blod, foder) og insekter

 

Udbredelse: Sydlige Sverige op til sydlige Uppland, Europa, Asien, Australien, Amerika.

 

Årtidsforekomst: Først og fremmest forår, sommer og efterår, men også året rundt.

 

”Kaningulsot” – også kaldet kanin hemorragisk sygdom - er en alvorlig og meget smitsom sygdom forårsaget af calicivirus.

To forskellige typer af virussen findes i Sverige: Den klassiske (Rabbit Hemorrhagic Disease Virus) og en ny type (Rabbit Hemorrhagic Disease Virus 2) som først blev opdaget i Frankrig i 2010.

 

Kaningulsotvirussen smitter hverken mennesker eller andre dyrearter end kaniner. RHDV2 kan dog også smitte visse harearter.

 

Sygdomsbilledet kan variere. Oftest ses pludselige dødsfald uden forudgående symptomer. Nogle gange ser blodigt sekret eller skum fra næseborene, at kaninerne har svært ved at ånde eller udviser neurologiske forstyrrelser i deres adfærd. Viruset forårsager alvårlige leverskader.

 

Situationen i Sverige er ikke helt kortlagt. Fra Skåne, Blekinge, Gotland og Öland har RHD spredt sig nordover til Stockholm og sydlige Uppland, men en systematisk kortlægningsundersøgelse af kaniner eller prøver fra forskellige dele af landet, er aldrig blevet gennemført, og derfor savnes et heldækkende billede af spredningen i landet.

 

Den nye virustype er pt. bekræftet konstateret hos vildkaniner fra Skåne, Gotland, Öland og Stockholms len (amt i DK), og også hos tamkaniner fra Göteborgsområdet og Enköpings kommune. Disse fund taler for at RHDV2 allerede er spredt ud over forskellige dele af sydsverige.

 

Inkubationstid og symtomer

 

Dødeligheden blandt smittede kaniner varierer, men kan være meget høj når sygdommen bryder ud i et nyt område eller stald (såkaldt perakut sygdom). I en sådan situation ses udbruddet ved at kaninerne dør uden forudgående symptomer og efter en kort inkubationstid (et til tre døgn).

Når sygdommen først har indfundet sig i de syge kaniner med høj feber, ophører madlyst, og blodblandet væske flydende fra næsen kan forekomme, fulgt af død 12-36 timer senere (såkaldt akut sygdom). Kramper og til slut fallende kropstemperatur indtræffer forud for døden.

 

En del kaniner overlever første anfald, men kan dø efter et par uger (såkaldt subakut sygdom). Et fåtal af kaninerne vil være modstandsdygtige og overleve sygdommen. Dødeligheden er større blandt kaniner som er ældre end to måneder, end blandt helt unge dyr. Unge kaniner kan smittes, men udvikler en mild form af sygdom uden kliniske symptomer, såkaldt latent smitte.

En ungkanin som smittes forbliver tilsyneladende rask, men kan bære på viruset.

 

Til forskel fra den klassiske virustype, har den nye variant RHDV2 almindeligvis et mere langtrukkent sygdomsforløb, dødeligheden kan være noget lavere og sygdommen kan endda også ses hos unge kaniner mindre end fire uger gamle.

 

Smitteoverførsel

 

Sygdommen er meget smitsom og kan let overføres mellem tam- og vildkaniner. Smittespredningen kan ske gennem direkte kontakt mellem dyr, men også indirekte, via inficeret materiale såsom afføring, blod, savl og urin. Insekter er vigtige, og i mange lande er sygdomsudbrudde-ne direkte relaterede til årstidsvariationer af myg eller knott.

 

I Sverige plejer kaningulsot at ”vågne til live” i det tidlige forår. Eftersom virusset har gode overlevelsesevner udenfor værtsdyret kan det let overføres gennem udstyr i stalden, frisk græs, hø, foder, beklædning og sko som er forurenede med smittemateriale, for eksempel noget afføring som har ramt eller sidder på jakke eller sko, eller kaninhår!

 

I New Zeeland har man konstateret, at dele fra afdøde kaniner, som døde af gulsot ude i naturen, havde aktiv smittevirus på sig 3 måneder efter at kaninerne var døde.

 

Diagnostik

 

Kaningulsot kan diagnostiseres gennem obduktion af mistænkte kaniner og mikroskopisk vævssundersøgelse af frem for alt leveren.

 

Kaningulsot kan også påvises mikroskopisk med en immunohistokemisk metode på fixerede vævsdele eller med genetiskmolekylær biologisk undersøgelse (såkaldt PCR-teknik). Overlevende kaniner, men også kaniner som vaccineres mod gulsot udvikler antiresistens, som kan påvises i blodprøver med en serologisk test (ELISA-teknik).

 

Bekæmpelse og vaccination

 

Sygdommen kan bekæmpes gennem isolation af smittede kaninbesætninger og karantæne af nye dyr. Viruset er modstandskraftig og kan overleve lang tid i staldmiljøer. Efter et sygdomsudbrud kræves derfor omfattende rengøring af stalden, burene, redskaber og andre dele i stalden. Også vaccination kan gennemføres, men den bør helst gennemføres i senvinteren, eller i god tid før flytninger af dyr, som indebærer kontakt med andre tamme og vilde kaniner (for eksempel udstillinger, konkurrencer, besøg til kanin- venner eller ture til sommerhuse.)

Det tager mindst ti dage inden kaninen udvikler beskyttelse mod kaningulsot efter gennemført vaccination.

 

For nærværende findes der ikke nogen registreret vaccine i Sverige som er rettet mod den nye virustype RHDV2. I Europa findes vacciner mod RHDV2 registreret i Frankrig og Spanien. Vaccinen som er registreret i Sverige giver god beskyttelse mod den klassiske kaningulsot-virus og også kaninpest (myxomatos). Kaninejere anbefales at tage kontakt med deres lokale dyrlæge, hvis de overvejer vaccinationspro-grammer.

.

 

Således slutter beskrivelsen af sygdommen.

 

Venlige hilsner

Lars Ellyton

 

26.0816 - Kl. 12.15

 

 

Copyright @ All Rights Reserved