Foder

FODER TIL DIN KANIN

 

 

Fodring

 

De fleste fodrer kun en gang dagligt. Hunner med unger har ofte brug for at få fyldt vand op 2 gange dagligt. Mange bruger også at give piller Græsningsbure kan bruges i sommermånederne. De bygges med et lærum og ellers med trådvæv, også i bunden. Det er altid en god ide at besøge andre stalde for at få gode ideer.

 

 

Foder

 

Det er yderst vigtigt for kaninens trivsel, at den får den rigtige kost. Det, du tilbyder din kanin, skal være af en god kvalitet, samme kvalitet som den mad du selv spiser - med de rigtige vitaminer og altid friskt.

Kaninens kost må ikke ændres pludseligt - men skal ske gradvis enten det er sommer eller vinter. Ellers er der risiko for diarré.

 

Husk ALTID – sommer som vinter – frisk vand hver dag, rigelig halm og gerne hø. Kaninen har brug for godt halm for at få dækket sit behov for træstof, - godt hø er altid et superfoder. Pas på muggent halm, hø og piller, det er gift for kaninen.

I vintersæsonen kan foderet bestå af rodfrugter, grøntsager, frugt og tørfoder (kaninpiller, halm og hø). Om sommeren kan foderet bestå af diverse grønt, grøntsager, frugt og tørfoder.

 

 

Kaninpiller

 

Der er udviklet foderblandinger, der er velegnet til kaniner. Foderet indeholder alle de vitaminer, en kanin har brug for. Foderet kan købes hos foderstoffer, detailhandlere og specialbutikker med dyrefoder. Foderblandingerne er et fuldfoder og kan anvendes uden anden kost.

Gnaverblandinger med lækkerier som majs, solsikker og johannesbrød frarådes, det er for fed en blanding og giver ofte fedtet og blød afføring. Mængden af piller bør afpasses, så kaninen har ædt op et par timer efter fodring, ellers får den for meget.

Spørg avleren om den normale daglige pillemængde for racen. Som tommelfingerregel kan nævnes at 45 gram piller pr. dag er en almindelig mængde til en voksen Dværg Vædder, 200 gram til en voksen Belgisk Kæmpe.

Nogen bruger at blande lidt hel eller valset byg eller havre i pillerne.

 

 

Grov- og grøntfoder

 

Kaninen kan leve af kaninpiller, men kaninen er fra naturens hånd ikke skabt til kun at æde et kompakt ensidigt pillefoder. Pillerne sørger for, at kaninen får de vitaminer, den har brug for, men derudover trives den med en alsidig kost, - det er langt det sundeste for fordøjelsen og for kaninens velbefindende.

 

 

På udyrkede områder

 

Her kan du indsamle en mængde velegnede foderplanter såsom:

Blade og blomster af mælkebøtte, vejbred, røllike, kulsukker, bynke, gåsefod, lucerne, kløver , tidsler, brændenælder, skvalderkål samt græsser af mange forskellige arter. Saml kun planter du kender, lån eventuelt en bog med billeder af de forskellige planter på biblioteket eller find dem på nettet, før du begiver dig ud i naturen.

 

 

I Køkkenhaven

 

I køkkenhaven findes mange ting, som kan bruges som foder til kaninen. Gulerødder, gulerodstop, rødbedetop, grønærtebælge og selve ærteplanten, bladbeder, solsikkeblade og -stængler, rosenkål, blomkål og broccoli. Jordskokker både blade og stængler, julesalat, kålrabi (kålroer) er også populære afgrøder til både mennesker og kaniner. Derudover er der mange, der dyrker specielle afgrøder til kaninen som f.eks. ru kulsukker og fodermarvkål. Salat, kinakål, hvidkål, spidskål etc. er ikke meget andet end vand, og giver meget let diarre, så pas på kun i meget små mængder, selvom kaninen i hvert fald er helt vild med alm. salatblade. Grønkål er supersundt, men meget stærkt, så pas på, kun i små mængder.

 

Særligt sundt for kaninen er krydderurter såsom: Persille, salvie, kommen, hjulkrone, bjergmynte, dild, løvstikke og mange andre. Pærer og specielt æbler spises med stor fornøjelse af kaninen, ligeledes grene fra frugtbuske og frugttræer. Ved frugttræer bør ikke fodres med

grene fra træer med stenfrugt (blommer, kirsebær etc.), da disse indeholder blåsyre. Blade og grene fra birk, ask, fyr, elm, poppel, gran, gyvel og sargensæble er også godt foder og tidsfordriv.

 

HUSK altid - pluk ikke grønt lige op ad trafikerede veje og vær sikker på, at det ikke er sprøjtet med gift. Sørg for ikke at give mere af grøntfoder m.m. end der er ædt op, inden der fodres igen, ellers skal det smides ud.

 

 

Giftige planter

 

Visse planter er giftige for kaninen. Hundepersille, tidløs, skarntyde, galnebær, sort natskygge, vår brandbæger, guldregn og taksvækster. Fra køkkenhaven bør du undgå kartoffelspirer og rå bønner. Generelt må frarådes at fodre med buske og blomster fra haven. Du må ikke stole på, at din kanin selv undgår disse giftplanter - så undlad at fodre med dem.

 

 

Drikkevand

 

Det er meget vigtigt, at kaninen altid har adgang til frisk drikkevand. Der er ikke saft nok i planter og grøntfoder til at dække kaninens behov for væske. Hun med unger drikker specielt masser af vand. Vandskåle skal ofte tømmes, skylles/vaskes og fyldes med frisk vand.

 

Copyright @ All Rights Reserved