Racebeskrivelse LØ

RACEBESKRIVELSE for LØVEHOVED (Under billedredigering)

 

 

 

 

HISTORIE

 

Løvehoved stammer fra Belgien, hvor de kom frem i 1980èrne, men mest kendt er de nok fra England, hvorfra der er importeret flere dyr til Danmark.

 

Løvehoved blev optaget i Nordisk Kaninstandard 1. oktober 2003, efter at den havde været i Danmark nogle år.

 

Løvehoved har været udstillet på de to sidste landsudstillinger, første gang i Haderslev i 2004 hvor der var udstillet 5 stk. fra 4 avlere, året efter på landsudstillingen i Aars var der udstillet 4 stk. fra 1 avler.

 

 

VÆGT

 

Løvehoved må veje fra 1300 til 1700 gram. Idealvægt er 1500 gram.

 

 

RACEPRÆG OG PRÆSENTATION

 

En rigtig Løvehoved er en tætbygget kanin. Den er robust og kraftig bygget i muskulatur, har en rimelig kompakt og bred krop med kraftige for og bagben.

 

Hovedet skal såvel hos hanner som hunner være i harmoni med kropstørrelsen. Panden og næseryggen er ret bred, og der er i det hele taget ikke noget spinkelt over en løve.

 

Den har opretstående og relativt korte og brede ører, væsentligt kraftigere end på en Hermelin.

 

Ørerne virker egentlig kortere end de reelt er, manken skjuler nemlig ofte halvdelen af dem. Ideallængen er 6 - 7 cm.

 

Øjnene er klare, og begge øjne skal have samme farve.

 

Forløbene er kraftige og adskilte, og skal bære kroppen fri af underlaget. Skulderbladet sidder tæt ind til kroppen. Løvehoved skal stå på tæerne. Bagbenene skal være kraftige og bæres parallelt med kroppen. Hos farvede dyr og dyr med farvede løb skal kløerne være farvede.

 

Alle klør skal have samme farve. Hvide dyr har farveløse klør.

 

Hverken hanner eller hunner må have hagepose.

 

Halen bæres lige og tæt op med bagkroppen.

 

Løvehoved kan enten præsentere sig liggende, med vægten samlet på benene, med let løftet bryst eller stolt knejsende med strakte forben.

 

 

KROPFORM

 

Kroppen er kort og kompakt. Let knoglebygning med faste balancerende muskelpartier. Jævn ryglinie og velafrundet bagparti.

 

 

PELS

 

Det der bestemmer om der er tale om en løve, er selve behåringen, også kaldet løvegenet. Løvebehåringen er en afvigende hårstruktur.

Dvs. at kaninen i de områder, hvor den bliver langhåret, har en helt anden slags pels.

 

Som udgangspunkt findes disse områder på kroppen i nakken, evt. lidt ud på panden og kæber, på bryst, forparti og hen langs siderne i et bælte der strækker sig ned til lige over halen på dyrene.

 

Området strækker sig ikke ud på benene eller ind på selve bugen. I dette område har behåringen en helt anden pelsstruktur og et helt andet "livsforløb" end almindelig korthåret pels.

 

Der er en del der tyder på, at de slet ikke fælder på disse steder af kroppen. Hårene vokser kraftig og ud til en bestemt længde, mens dyrene er unge, men udviklingen af pelsen stopper så - uden yderlige vækst senere.

 

Samtidig - kører pelsen i den korthårede region et andet livsforløb. Her fældes der naturligt første gang i 2 - 3 måneders alderen, som ungdyr og senere forår og efterår, som vi kender det på andre kaniner.

 

En meget vigtig detalje i avlen med løver er, at de korthårede områder breder sig og æder mere og mere af løveregionerne for hver gang kaninen fælder, dvs. jo ældre dyret bliver. Kaninens udseende er faktisk i udvikling hele livet. De områder med løvebehåring, der dog er mest langtidsholdbare er nakken, en krans rundt langs kæbernes kant, lidt ned på forpartiet samt et lille område over halen. Her beholder de bedste og mest stærke løver deres kraftige behåring hele livet. Derfor er navnet løvehoved opstået. Men omvendt er disse bedste og mest stærke løver oprindeligt startet med en virkelig kraftig behåring (fig. 1) for ellers kunne de intet have tilbage efter f.eks. 3 år (fig. 3)

 

For at styrke udseendet af løve, tilstræbes det at have så meget manke og behåring på forpartiet af dyrene som muligt og så lidt skørter (hår henad siderne) som muligt.

 

FARVE - TEGNING

 

Løvehoved er anerkendt i alle standardens anerkendte pelsfarver samt hvid rødøjet og hvid blåøjet. Den er også anerkendt i alle de i standarden anerkendte tegninger.

 

 

KONDITION - PLEJE

 

Løvehoved skal med sin pleje og sundhedstilstand vise at den er i udstillingsform. Løvehoved skal have rene øre, tørre øjne og næse, kløerne skal være rensede og klippede, pelsen skal være ren og glansfuld, og der skal være et tatoverede øremærke i venstre øre, som skal være tydelig. Dyret skal være fri for utøj og sygdom, og Løvehoved skal roligt lade sig undersøge af dommeren.

 

 

 

 

Copyright @ All Rights Reserved