Sundhed og sygdom - om RVHD2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SUNDHED & SYGDOM - OM RVHD2 SYGDOMMEN

 

 

 

FOKUS PÅ DEN DØDELIGE RVHD2 SYGDOM

 

Som annonceret i foråret starter her fra august måned et nyt temahjørne i Dværgkanin-klubbens regi, nemlig Sundhed & Sygdom.

Her vil jeg og Jørgen Larsen sætte fokus på relevante emner, og åbne op for en aktiv dialog med jer alle om emnerne, så vi kan lære af hinanden og beriges gennem fakta.

 

Første annoncerede emne var: Foder og foderblandinger, og hvad det gør ved vores dyr.

 

Dette meget spændende og relevante emne parkeres lige på sidelinien, og i stedet lægger jeg ud med at sætte fokus på den netop opståede og meget alvorligt udbrudte sygdom RVHD2, der desværre er i fuld udbrud på Bornholm.

 

Foruden dette indlæg får du i dette nyhedsbrev information om sygdommen via oversættelse af den svenske kaninavlerforenings formands nylige indlæg på foreningens hjemmeside samt beskrivelse fra de svenske veterinærmyndigheder af virus, sygdom, kendetegn og konsekvenser. Disse er nyttig læsning, hvis du vil vide noget/mere om sygdommen.

 

Et udbrud i en stald på Bornholm, der på få dage fjernede stort set alle dyr i stalden har vist sig at være RVHD2 udbrud. Netop nu er der meldt om udbrud og dødsfald i Jesper Tranbergs og Henning Hansens stalde. Dertil rapporteres der om rigtig mange døde vilde kaniner rundt om i landskabet på øen.

 

Situationen er derfor dybt alvorlig på Bornholm, og det er forventeligt at udbruddet vil fortsætte. Jørgen Larsen oplyser, at det er det mest alvorlige udbrud han i sine 58 år har oplevet.

 

I Danmark afventer Danmarks Kaninavlerforening at få retningslinier fra Fødevarestyrelsen på hvordan der skal reageres. Disse er ikke modtaget endnu. Så snart de foreligger vil jeg rundsende disse til jer alle.

 

Sydsverige og Nordtyskland har senest aflyst flere udstillinger og medlemsmøder på grund af udbrud af RVHD2.

 

 

FORHOLDSREGLER

 

Denne virus er yderst smittefarlig og med vidstrakt dødelighed i stalden: Dødsfald sker inden for 1-3 dage, og kun enkelte dyr overlever i givet fald.

Virussen kan overføres via insekter og fugle, og er dermed også tilstede i naturen, i græsset osv.

 

Den kan sidde på alt i din stald, bure, redskaber, foderbægre osv. Den kan sidde i pelsen på dyrene, og kaninhår der sætter sig på din trøje / jakke kan bære det videre. Det kan sætte sig under dine sko når du træder på staldgulvet. Du kan altså nemt bære den ud af stalden og videre til andre.

 

I naturen kan den ramme vilde kaniner og harer, og de svenske veterinærmyndigheder har konstateret at virussen kan leve og være klar til at smitte fra et dødt dyr 3 måneder efter at dyret er dødt.

 

Det du selv kan gøre for at minimere risikoen for at få smitten ind i din stald, er:

 

  • Overvej hvorfra du plukker dit friske grønt til kaninerne
  • Overvej hvor du samler hø fra til kaninerne
  • Sæt net eller andet op, som kan forhindre insekter i at flyve ind i stalden
  • Lad være med at have vand stående i stalden i spande, kander eller lignende
  • Tag frisk vand fra hanen hver dag til at vande med og tag kanden indenfor
  • Tænk over at du kan have smitten på dit tøj, dine sko osv.
  • Skift til noget andet tøj og fodtøj hvis du skal ses med andre opdrættere
  • Husk at smitten kan være i stalden og du kan bære den videre inden den er brudt synligt ud!
  • Tynd afføring og sekret fra næseborene kan være alvorlige symptomer
  • Smittede dyr rammes af feber, så kig efter om nogen ser syge ud, og pelsen stritter
  • Gør ekstra ud af staldhygienen, mug oftere ud i burene og dæk møget til
  • Overvej hvilke arrangementer og udstillinger du tager til
  • Kig til dyrene morgen og aften, og giv dig tid til at kigge efter og lugte efter.

 

Du bør kontakte dyrlæge, hvis du ser symptomer eller rammes af mistænkelige dødsfald i stalden. Skulle RVHD2-udbrud komme vise sig i resten af Danmark, er det vigtigt hurtigt at få stillet diagnosen, og derved kunne tage alle tænkelige forholdsregler. Det er med til at beskytte os alle, minimere spredningen og de alt for smertefulde tab af dyr i staldene.

 

I skrivende stund afventes myndighedernes anvisninger for restriktioner på udstillingsafholdelse og samling i øvrigt. Der er typisk 1 måneds karantæneperiode fra et udbrud er konstateret.

 

Det ser derfor ikke specielt realistisk ud med afholdelse af kaninudstilling i efterårsferien på Bornholm. Dertil kan man lægge, at tanken om at en specialklub i Danmark samler kaniner og mennesker fra hele landet for at tage til Bornholm og udstille og omgås socialt med Bornholmske opdrættere og dyr, for derefter at tage hjem til hele øvrige Danmark…Nej vel? Det lyder ikke som den rette opskrift. Slet ikke med tanke på, at Bornholm har store bestande af vilde kaniner, og at disse er alvorligt ramt af dødsfald, som kan ses overalt i naturen. Virussen kan leve i døde dyr i 3 måneder efter dyrets død.

 

Jeg kan oplyse, at bestyrelsen træffer beslutning om klubmesterskaberne og turen til Bornholm, når der er konkrete officielle forhold at forholde sig til. Bestyrelsens beslutning vil blive udbredt via klubbens hjemmeside under Sidste nyt, via nyhedsbrev og på klubbens FB side.

Vi er mange der har nære kontakter og relationer til de ytrolig dygtige bornholmske opdrætter, de skønne mennesker og deres skønne dyr. Det er hårde og svære dage de går igennem nu, og de skal vide at jeg og rigtig mange sender dem de aller bedste tanker og ønsker udbruddet bliver så skånsomt som muligt.

 

DIALOG

Jørgen Larsen og jeg er klar til dialog med dig, så har du spørgsmål omkring sygdommen, eller ideer til noget vi med fordel kan gøre forebyggende i stalden derhjemme, eller andre ting omkring sygdommen, så skriv endelig, så vi kan dele det med andre.

Du kan maile til kontakt@dvaergkaninklubben.dk eller skrive direkte på vores FB side Dværgkaninklubben – Medlemsnyt. Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Du vil modtage nyhedsbrev om RVHD2 sygdommen så snart der er nyt at bringe.

 

Venlige hilsner

Lars Ellyton

 

26.0816 - Kl. 12.15

 

 

Copyright @ All Rights Reserved